fra 1. maj kan familier igen bringe deres børn til verden i eget hjem. Det har regionerne netop besluttet, efter at Covid-19 i en periode har sat hjemmefødsler i bero

29 apr 2020
gravid

“Fra fredag den 1. maj kan familier igen bringe deres børn til verden i eget hjem. Det har regionerne netop besluttet, efter at covid-19 i en periode har sat hjemmefødsler i bero.

Corona-epidemiens udvikling og aktuelle status i Danmark har betydet, at dele af sundhedsvæsenet igen langsomt og forsvarligt kan øge aktiviteten.​

Derfor har regionerne netop besluttet, at gravide fra fredag den 1. maj igen kan føde i eget hjem. Det fortæller næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman:

– Alle familier fortjener en god og sikker start på livet, og jeg er rigtig glad for, at vi igen kan åbne op for hjemmefødsler, hvis man som familie gerne vil bringe sit barn til verden i eget hjem. Beslutningen er truffet på baggrund af den positive udvikling i corona-epidemien. Hvis vi ser, at tingene igen udvikler sig dramatisk, vil vi selvfølgelig igen vurdere situationen.

På grund af den særlige situation og det helt særlige beredskab, som hospitalerne har været nødt at opretholde i lyset af epidemien, har regionerne hidtil i en periode valgt at sætte hjemmefødsler i bero. Der har dog hele tiden været en konkret og individuel faglig vurdering af den enkelte, som har betydet, at det i særlige tilfælde har været muligt at føde hjemme i perioden.

Fra den 1. maj kan jordemødre imidlertid igen hjælpe kvinder med at føde i eget hjem. Og det er rigtig godt nyt, fortæller formand for Jordemoderforeningen, Lis Munk:

– Vi er meget glade for, at regionerne nu har besluttet at genoptage retten til at føde hjemme med jodermoderhjælp, som er en basal og vigtig del af den danske svangreomsorg. Under en pandemi kan det at føde i eget hjem – hvis den fødende og partner er uden symptomer på COVID-19 – give en tryghed for de familier, der er bekymrede for at udsætte sig selv for smitte. Fødselshjælp i hjemmet kommer en del sårbare familier til gavn, og derfor er hjemmefødsler med til at sikre mere lighed i sundhed for familier med særlige behov.

I Danmark bliver 3 procent af alle fødsler gennemført i eget hjem.”





TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.