57-årig mand anholdt fredag morgen – mistænkt for svindel med lønkompensation for 1,25 mio. kroner

22 maj 2020
snyd med hjælpe-pakke

En 57-årig mand er fredag blevet anholdt i København. Han er mistænkt for uberettiget at forsøge at få udbetalt lønkompensation for en lang række medarbejdere i forskellige selskaber.

Fredag morgen er en 57-årig mand blevet anholdt i København af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Han er mistænkt for svindel med støtteordningen for lønkompensation, da han har forsøgt at få udbetalt omkring 1,25 mio. kroner, som han ikke havde ret til.

Den 57-årige har indsendt flere ansøgninger om kompensation til 17 medarbejdere i fem forskellige selskaber og foreninger. Han nåede aldrig at få udbetalt penge, men er sigtet for at have givet urigtige oplysninger for at få støtte fra hjælpepakkerne. I et tilfælde er det sket, efter strafniveauet blev forhøjet til det firedobbelte. Den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør omkring fredag middag.

Det oplyser Thomas Anderskov Riis, der er chefpolitiinspektør hos SØIK.

»Når Folketinget har vedtaget hjælpepakker med offentlige midler for at holde hånden under dansk økonomi i en svær situation, så er det afgørende, at vi sætter hårdt ind over misbrug. Vi holder skarpt øje med alle former for snyd og svindel i forbindelse med hjælpepakkerne, og vi slår kompromisløst ned på alle sager,« siger Thomas Anderskov Riis.

Folketinget har vedtaget en række hjælpepakker for at afbøde de samfundsmæssige konsekvenser af situationen med COVID-19. Hjælpepakkerne medfører en række ordninger, hvor det er muligt at få udbetalt støtte.

Der er i den forbindelse etableret et særligt styrket samarbejde mellem SØIK, Erhvervsstyrelsen og Skattestyrelsen for at overvåge udviklingen og sætte hurtigt og effektivt ind over for misbrug og svindel med hjælpepakkerne. Også Hvidvasksekretariatet bidrager i form af de underretninger fra danske pengeinstitutter med mistanke om svindel i relation til hjælpepakkerne, som Hvidvasksekretariatet modtager og videregiver til Erhvervsstyrelsen og SØIK.

Indtil nu har SØIK modtaget 20 politianmeldelser om mulig svindel fra henholdsvis Erhvervsstyrelsen og Hvidvasksekretariatet. Fredagens anholdelse er sket på baggrund af en anmeldelse fra Erhvervsstyrelsen til SØIK.





TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.