Åbne døre trods forbud: Café i Nordjylland fyldt med gæster, cafeejer nu sigtet for at trodse åbningsforbud

02 apr 2020
e23f65_1c531fba555a42268763b4fd16079d65_mv2

“Nordjyllands Politi har i dag sigtet en cafeejer i Vesthimmerlands kommune for at holde åbent trods det midlertidige forbud grundet coronavirus/covid-19.

En cafeejer i Vesthimmerlands kommune er i dag torsdag den 2. april 2020 kl. 17.20 blevet sigtet for fortsat at benytte sine lokaler til servering og salg – med andre ord: holde åbent.

Sigtelsen falder efter, at politiet flere gange har været i dialog med ejeren.

”Vi har fået adskillige henvendelser om denne cafe, som vi derfor også har holdt opsyn med og været i dialog med. Men vi kan konstatere, at man tilsyneladende ikke overholder reglerne, og derfor håndhæver vi naturligvis forbuddet og sigter ejeren,” udtaler leder af politiets patruljecenter i Himmerland, vicepolitiinspektør Poul Severinsen.

Musik og drikkevarer til personale og stamgæster
Ifølge de nye midlertidige regler – som regeringen har indført for at mindske spredningen af coronavirus/covid-19 i Danmark – må serveringssteder ikke holde åbent, dvs. sælge eller servere mad og drikkevarer, som indtages på stedet.

”Da vi kommer til stedet kort før kl. 17.00 i går, erfarer vi, at personale og stamgæster er samlet inde i cafeen omkring baren, hvor de hører musik og drikker alkohol og sodavand,” forklarer Poul Severinsen omkring politiets baggrund for sigtelsen.

Han påpeger, at politiet ser med alvor på forebyggelsen af smittefare og opfordrer alle til at følge reglerne, der skal sikre, at danskerne kommer bedst muligt gennem corona-krisen.

Cafeejeren i denne sag risikerer en bøde på adskillige tusinde kroner. Hvis cafeejeren bryder loven gentagne gange, kan det resultere i større bøder.

Sagen vil nu blive nærmere efterforsket.

Mere information om de midlertidige regler for serveringssteder m.fl.
Cafeejeren i denne sag er sigtet for at overtræde § 6, stk. 1, nr. 1 i ’Bekendtgørelse 2020-03-17 nr. 224 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19)’.

Alle former for serveringssteder og beværtninger skal holde lukket i øjeblikket. Åbningsforbuddet omfatter også diskoteker, natklubber og vandpibecafeer.

Man må dog fortsat sælge take-away, ligesom det også er tilladt at opholde sig i sine lokaler for eksempelvis at gøre rent eller sætte i stand – forudsat, at øvrige regler om forsamlingsforbud overholdes.

Læs mere om reglerne her:
https://politi.dk/coronavirus-i-danmark/forlaengelse-af-tiltag-mod-covid-19-i-danmark

Pressens kontakt i sagen:
Vicepolitiinspektør Poul Severinsen, Nordjyllands Politi, tlf. 2963 2938.”

Tilmeld
Giv besked om
guest
0 Kommentar
Inline Feedback
Se alle kommentare




TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.