Ægtepar fuppet til at udlevere personlige oplysninger over telefonen

02 sep 2020
ældre-på-tlf-

Mistænkeligt telefonopkald – Kalundborg

Kl. 21.23 kontaktede en 58-årig kvinde fra Kalundborg politiet, fordi hun mistænkte en fremmed mand, der havde udgivet sig for at være en navngiven ansat hos politiet, for at ville svindle med deres bankkonti.

Hun oplyste, at hendes ægtefælle var i gang med at tale med manden, der havde formået ægtefællen til at sende personnummer og et foto af Nem-ID-nøglekortet til ham, idet han tilbød hjælp til at standse hacking af deres bankkonti.

Politiet vejledte anmelderen og hendes ægtefælle om straks at afbryde telefonopkaldet med manden, der havde ringet fra to forskellige mobilnumre, som ikke tilhører politiet.

Parret blev endvidere vejledt om straks at spærre Nem-ID-nøglekortet og deres betalingskort for at undgå fremtidig misbrug, idet anmelderen mente, at der allerede var foregået mistænkelige transaktioner på deres bankkonti.

Politiet har nu optaget en rapport om det mistænkelige forhold i et forsøg på at få den mistænkelige mand identificeret.

Politiet vil gerne igen advare mod at videregive meget personlige oplysninger, herunder f.eks. koder til Nem-ID-nøglekort mv., til personer, som uopfordret kontakter borger under forskellige dækhistorier for at ”hjælpe” borgerne.

Borgerne opfordres til at afbryde disse opkald øjeblikkeligt, idet f.eks. offentlige myndigheder og pengeinstitutter i forvejen har personlige oplysninger og derfor ikke vil bede om at få disse udleveret.





TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.