Efterlysning af voldsmand i Ringsted – OPDATERET

11 sep 2020
efterlyst-person-4

Efter flere anmeldelse om vold begået mod borgere i Ringsted offentliggør politiet nu et foto af den mistænkte og beder om borgernes hjælp til at identificere og finde frem til manden.

Siden de mange anmeldelser om vold begået mod kvinder på gaden i Ringsted, flest sager lørdag d. 29.august og en enkelt anmeldelse om vold begået d. 2. september, har politiet efterforsket sagen intensivt.

Ifølge anmeldelserne til politiet er der tale om følgende sager i Ringsted:

Lørdag den 29. august 2020

• Tinggade – kl. ca. 11.30: 73-årig kvinde blev sparket på ben / bagdel
• Anlægsvej/Lystanlægget – kl. 1500-1600: 96-årig kvinde med rollator blev sparket i ryggen
• Haraldsvej – kl. 1600-1700: 79-årig kvinde – hundelufter, fik slag i ansigtet – sparket hendes hund
• Kærup Parkvej – kl. ca. 19.35: 36-årig kvinde – hundelufter, fik slag mod hovedet og spark

Onsdag den 2. september 2020:
• Roskildevej / Nordre Ringvej / Hesteskoen / Holbækvej ca. kl. 12.10: 76-årig kvinde blev slået i ryggen, da hun stod afventende ved fodgængerfelt.

Fælles signalement af den mistænkte:

Mand, 20-40 år

170-175 cm

Østeuropæisk af udseende

lys i huden og rundt hoved med kort brunt hår

Iført mørk trekvart-lang frakke, løse jeans, lyse sko/sneakers

Talte på et ukendt fremmedsprog.

Den mistænkte er endnu ikke blevet identificeret, hvorfor politiet fortsat ønsker offentlighedens hjælp til at finde ham med henblik på sigtelse og afhøring i forbindelse med flere sager om umotiveret vold over for lokale kvinder i Ringsted.

Politiet i Ringsted hører fortsat gerne fra personer, der måtte have oplysninger om identiteten på den mistænkte eller kendskab til hans opholdssted, ligesom politiet gerne hører fra borgere, der måtte se ham i gadebilledet formentlig i Ringsted-området.

Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 4635 1448 eller via nærmeste politi på tlf. 114.

OPDATERING:

Midt- og Vestsjællands Politi har tidligere efterlyst den nu varetægtsfængslede mand, idet han var mistænkt for flere overfald i blandt andet Ringsted.

Midt- og Vestsjællands Politi offentliggjorde tidligere på ugen et foto af en mand, der gennem de sidste par uger har skabt utryghed i Ringsted-området og helt umotiveret har overfaldet ældre kvinder på gaden.

Manden har været eftersøgt intensivt af politiet siden, og i går blev manden genkendt på Hesnæs Havn i Stubbekøbing af 3 årvågne borgere, der straks ringede til politiet. 

Sydsjællands- og Lollands Falsters Politi rykkede hurtigt ud til havnen, hvor manden blev anholdt kl. 16.52 uden dramatik. Han blev herefter kørt til politistationen i Roskilde, hvor han sent i går aftes blev sigtet for 5 voldsforhold begået i Ringsted den 29. august og den 2. september 2020. 

Der er tale om en polsk mand i 20’erne, der lever uden fast bopæl og uden arbejde i Danmark. 

Manden er her til formiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til den 8. oktober 2020. Han er ligeledes sigtet for lignende  forhold begået i Sydsjællands politikreds. 

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har fået manden bag lås og slå ved hjælp af borgernes årvågenhed og hurtige reaktion. Det er vi rigtig glade for. Den slags adfærd er fuldstændig uacceptabel, og det slår vi hårdt ned på. Jeg håber meget, at de forurettede kvinder og borgerne i Ringsted nu igen kan føle sig trygge,” udtaler vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard, der er leder af efterforskningen, Midt- og Vestsjællands politi. 

Midt-Vestsj. Politi (@MVSJPoliti) | Twitter




TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.