Eksplosivt angreb på privat bopæl i Vestsjælland

05 okt 2020
cpoliti og ambulance

Eksplosioner ved privat adresse / våbenlovgivningen – Mullerupvej, Mullerup, Slagelse – Kalundborg

Kl. 05.56 blev politiet alarmeret om, at der ved en privat adresse var sket et par eksplosioner, og at en person var kommet til skade som følge heraf. En ambulance kørte til stedet sammen med politiet, der traf en lettere kvæstet, 46-årig mand fra Slagelse, der blev kørt på skadestuen til fornøden behandling for kvæstelser i benene formentlig på grund af fragmenter fra eksplosionerne.

På stedet var også en 33-årig kvinde fra Kalundborg kommune, men hun var uskadt. Der var omfattende ødelæggelser efter de to eksplosioner, som politiets efterforskere fik hjælp til at undersøge nærmere fra både kriminalteknikere, forsvarets sprængstofeksperter og sprængstofhundepatruljer.

Mullerupvej blev afspærret i forbindelse med politiets undersøgelser, hvorunder politiet fandt to ulovlige skydevåben med tilhørende ammunition på de forurettedes bopæl. Derfor blev både den tilskadekomne mand og kvinden anholdt og sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. Kvinden blev lørdag eftermiddag fremstillet sammen med manden in absentia i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ulovlig våbenbesiddelse.

Manden var fortsat under hospitalsbehandling og kunne derfor ikke møde op i retten, der bestemte, at kvinden skulle løslades, mens manden blev fængslet.

Efter afsluttet hospitalsbehandling lørdag blev den 46-årige mand anbragt i et arresthus, indtil han søndag var i stand til at møde op til et nyt grundlovsforhør i Retten i Roskilde. Retsmødet, der blev behandlet for lukkede døre, endte med, at han blev varetægtsfængslet foreløbigt til den 27. oktober 2020 som sigtet for besiddelse af de to ulovlige skydevåben på sin bopæl.

Efterforskningen i sagen, som politiet behandler som et forsøg på manddrab, gav indledningsvist politiet oplysninger om, at to mørkklædte mænd i en formentlig sølvgrå personbil af mærket Peugeot 406 var flygtet fra Mullerup kort efter, at to håndgranater var blevet bragt til sprængning ved den 46-åriges bopæl.

Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne i kontakt med personer, der enten har gjort observationer i Mullerup-området meget tidligt lørdag morgen, eller som måske i dagene før angrebet på den 46-åriges bopæl har set fremmede køretøjer, herunder den efterlyste, formentlig sølvgrå Peugeot 406, i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Tilmeld
Giv besked om
guest
0 Kommentar
Inline Feedback
Se alle kommentare




TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.