Flere personer ringet op af ’politiet’

10 jun 2021
mand-telefon-1

Mand udgav sig over telefon for at være fra politiet

Hellerup, Gilleleje og Holte: En 71-årig kvinde fra Hellerup anmeldte klokken 11.57, at hun et kvarters tid tidligere var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra politiet. Han påstod, at han var i besiddelse af kvindens pas og flere andre genstande, og at han havde brug for hendes hjælp til at opklare, hvordan tingene var blevet stjålet. Kvinden fattede mistanke til manden og bad derfor om at tale med hans chef, og herefter lagde han på. 

Også en 73-årig kvinde fra Gilleleje blev onsdag kontaktet af en mand, som udgav sig for at være fra politiet. Det skete klokken 12.50, hvor manden oplyste, at han havde en trist nyhed til kvinden, hvilket gjorde kvinden tavs. Herefter forklarede manden, at der var mange indbrud i kvarteret. Da kvinden undrede sig over den måde, manden havde indledt samtalen på, spurgte hun ind til hans navn og telefonnummer, og i den forbindelse afbrød manden opkaldet.

En 88-årig kvinde fra Gilleleje fik også et opkald fra en mand, som udgav sig for at være fra politiet. Klokken 13.10 ringede han til kvinden og spurgte ind til, hvor mange penge hun havde stående i banken, og hvor mange smykker hun ejede. Da kvinden fattede mistanke til manden, spurgte hun ind til oplysninger om ham, hvorefter han lagde røret på.

En 63-årig mand fra Hellerup anmeldte klokken 13.33, at han kort forinden var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra PET. Manden oplyste, at der var mange indbrud i området, og han derfor havde brug for at kende til den 63-åriges værdier og indholdet på hans bankkonti. Det ville den 63-årige mand dog ikke oplyse, hvorfor han lagde på og i stedet anmeldte forholdet.

En 62-årig kvinde fra Holte blev klokken 14.00 også ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra politiet. Han spurgte ind til hendes værdier i banken og derhjemme, men da kvinden bad om oplysninger på manden, lagde han på.

Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at der den seneste tid har været flere tilfælde af, at personer udgiver sig for at være ansat i politiet med henblik på at franarre borgerne deres personlige oplysninger. Nordsjællands Politi opfordrer derfor borgerne til ikke at udlevere sådanne oplysninger til fremmede personer.

Såfremt man er i tvivl om, hvorvidt er reelt er tale om en ansat ved politiet, kan man bede om vedkommendes navn og sige at man ringer tilbage. Her er det vigtigt, at man kun ringer 114 og beder om at blive viderestillet til den pågældende person. Man skal således ikke ringe retur på det telefonnummer, der ringes fra eller bliver oplyst af vedkommende. 

Tilmeld
Giv besked om
guest
0 Kommentar
Inline Feedback
Se alle kommentare




TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.