Flere tilfælde af narkokørsel i Nordsjælland
09 okt 2020

Nordsjællands Politi – Døgnrapport – Færdsel
Narkokørsel, Nærum
På Skodsborgvej skete der klokken 15.58 et færdselsuheld mellem en personbil og en knallert. Patruljer kørte til stedet, hvor de fik mistanke om, at føreren af knallerten, en 18-årig mand fra Birkerød, muligvis havde været påvirket af euforiserende stoffer ved uheldet. Han blev derfor sigtet for narkorkørsel og kørt til hospitalet med henblik på udtagning af en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring den 18-åriges eventuelle narkopåvirkning.
Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade på hverken den 18-årige fører af knallerten eller føreren af bilen, en 60-årig mand fra Klampenborg.
Narkokørsel, Nivå og Kvistgård
Klokken 18.31 blev det anmeldt, at en bil kørte hasarderet på Helsingørmotorvejen nær Nivå i nordgående retning. En patrulje kørte til området, hvor de på Hornbækvej i Kvistgård standsede en 23-årig mandlig bilist fra Frederiksberg. Han blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer, hvorfor han blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Ved opslag i politiets registre kunne det konstateres, at bilen var meldt brugsstjålet, samt at den 23-årige var frakendt førerretten, og han blev derfor også sigtet for disse forhold.
Den 23-årige blev efterfølgende kørt til hospitalet for at få udtaget en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle narkopåvirkning.
Narkokørsel, Hillerød
På Herredsvejen standsede en patrulje klokken 21.38 en personbil. Her viste et narkometer, at føreren af bilen, en 38-årig mand fra Helsingør, formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Føreren var desuden frakendt sin førerret, hvorfor han også modtog en sigtelse for at køre bil trods dette.
Der blev i forbindelse med ransagning af bilen fundet en mindre mængde amfetamin, hvorfor en 51-årig mandlig passager fra Hundested blev sigtet for dette forhold.
Der blev efterfølgende udtaget en blodprøve med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder omkring førerens eventuelle narkopåvirkning.

TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK
Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email
Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen