Fyns Politi henleder opmærksomheden på de sene aftentimer rundt omkring på Fyn

22 maj 2020
Odense havn (1)

“Det er særligt omkring caféernes og barenes lukketid kl 24.00 at vores tryghedspatruljer har bemærket en tendens til, at lidt for mange mennesker stimler sammen. Det er særligt i Odense at vi ser det, men samme udfordring findes sikkert flere steder på Fyn”, siger vicepolitiinspektør og leder af vagtcentralen Christian Rasmussen og fortsætter: “Derfor vil vi gerne opfordre de fynske café- og bargæster til at gå væk fra området, når serveringsstederne lukker, og ikke tage ophold udenfor i gaden. Der kommer til at stå for mange mennesker for tæt sammen, og af sundhedsmæssige hensyn skal vi altså passe på hinanden.”

 

Husk afstanden

Fyns Politi kører tilsyn omkring de nyåbnede serveringssteder og Christian Rasmussen fortæller, at det generelt ser fint ud, men at restauratørerne skal være opmærksomme på ikke at stille bordene uden for alt for tæt – særligt ved indgangspartierne, kan der hurtigt opstå kødannelse, og så er det, at vi har problemet.

 

Også lidt for meget fest i Munke Mose

Et andet sted som Fyns Politi fører tilsyn med mange gange i løbet af døgnet, er hotspottet Munke Mose i Odense. Når solen skinner og aftentimerne stadig er lune, er det et attraktivt sted at søge hen. Fyns Politi har fået en del henvendelser om larm og musik i parken, hvor særligt musik fra medbragte anlæg er til gene for de borgere, der bor i området.

 

“Det duer ikke at spille høj musik i Munke Mose ud på aftenen, og vi vil gerne opfordre til, at de festglade mennesker skruer ned. Samtidig vil vi også gerne opfordre de borgere, som anmelder den generende musik, til at forblive på stedet til patruljen ankommer, så vi kan få udpeget dem, der afspiller musikken. Når vores patruljer ankommer er musikken ofte lige blevet slukket, og så kan vores betjente ikke gøre så meget, hvis vi ikke ved, hvem vi skal tale med”, siger Christian Rasmussen.

Fyns Politi minder om, at det ikke er tilladt at spille musik fra højtaler efter kl. 19.00 i Munke Mose og i Eventyrhaven i Odense. Overtræder man denne regel, risikerer man at blive straffet med en bøde.

 

Stadig ekstra patruljering 

Fyns Politi har stadig ekstra tryghedsskabende patruljer – både kørende og til fods – omkring barerne og caféerne både op til og efter midnat. Det samme gælder i og omkring de seks udpegede hotspots, hvor politiet også vil være synlige.

“Vi er derude, og vi er klar til at vejlede, men bødeblokken er også med, hvis vi vurderer, at det er nødvendigt. Vi ser dog helst, at folk selv tænker sig om og er ekstra opmærksomme på deres adfærd i denne tid. Vi lykkes bedst med en god genåbning, hvis vi alle gør en indsats og hjælper hinanden”, afslutter Christian Rasmussen.





Kilde:Fyns Politi
Kategori:

TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.