Greater Manchester Police bliver assisteret af Syd- og Sønderjyllands Politi i efterforskning af drab

06 sep 2020
drukner

En engelsk mand er sigtet for at have dræbt sin kone under en ferie i Danmark tilbage i 2017.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i perioden fra den 1. – 4. september haft besøg af efterforskere fra Greater Manchester Police i England i en sag om en engelsk kvindes død under en ferie i Danmark i juni 2017. 

Den 6. juni 2017 kl. 14.26 fik Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om en drukneulykke på en adresse i Nørre Nebel, nordvest for Varde. 

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforskede sagen som et mistænkeligt dødsfald. Resultaterne af efterforskningen indikerede, at der var tale om en drukneulykke, og derfor blev sagen henlagt i december 2017.

Dansk politi har siden medio 2018 haft kendskab til det engelske politis efterforskning, der er iværksat på baggrund af afgørende nye oplysninger i sagen, og Syd- og Sønderjyllands Politi har således assisteret med forskellige efterforskningsskridt i Danmark.

– Under besøget i Danmark i denne uge har de britiske repræsentanter således – i samarbejde med efterforskere fra Central Efterforskning ved Syd- og Sønderjyllands Politi – genafhørt en række personer og gennemgået en række tekniske beviser i sagen. Og samarbejdet mellem engelsk og dansk politi sker i henhold til internationale aftaler om politisamarbejde, oplyser vicepolitiinspektør Jacob Ulvedal Andersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Engelsk politi anholdt kvindens ægtemand i april 2020 og sigtede ham for drab.

Greater Manchester Police - Wikipedia

Det er det engelske politi, der står for efterforskningen. Den sigtede mand er ikke begæret udleveret til Danmark.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan derfor ikke oplyse yderligere detaljer i sagen, men henviser til Greater Manchester Police.





TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.