Nordjyde fik lang fængselsstraf for narkohandel på ‘dark web’

20 jul 2020
dark web

VI EFTERFORSKER OGSÅ PÅ DARK WEB:
NORDJYDE FIK LANG FÆNGSELSSTRAF FOR NARKOHANDEL

Tilbage i 2018 kom vi – efter tip fra samarbejdspartnerne i Europol – på sporet af omfattende dansk narkosalg på den hemmelige del af nettet, kaldet DARK WEB, som man kan tilgå anonymt. Og derved bevæge sig under myndighedernes radar. Eller rettere: Det troede denne danske narkosælger.

Fra en dansk (nordjysk skulle det vise sig) adresse blev der udbudt og med brev afsendt mængder af narkotika, som af køberne blev betalt via kryptovalutaen, bitcoin.

Billedet indeholder sandsynligvis: skærm”Vi kunne se, at pågældende sælger flittigt udbød annoncer med narkotikasalg via Dark web – lidt på samme måde som man måske kender det med almindelig internet-annoncering af brugte effekter med billede, pris og varebeskrivelse,” fortæller vores sektionsleder for Organiseret Kriminalitet, politikommissær Carl Dissing.

Vi besluttede, bistået af vores it-specialister i Nationalt Cyber Crime Center, forkortet NC3, at indlede en efterforskning. Udfordringen var, at personen ’gemte sig’ på Dark web, hvor man jo bevæger sig anonymt. Derfor iværksatte vi parallelt med den normale efterforskning en omfattende digital ditto – en efterforskning som for eksempel indebar sporing af digital valuta og en generel sporing af salgsprofilens aktivitet.

Og det digitale benarbejde gav pote. Det viste sig, at tippet holdt stik: Gerningsmanden var en nordjysk mand, der fra en adresse i en mindre by et sted Nordjylland solgte store mængder narkotika.

En it-ingeniør ved Nationalt Cyber Crime Center har deltaget i efterforskningen af sagen, og politikommissær Carl Dissing forklarer, at det blandt andet var, fordi vi netop kunne koble traditionel efterforskningsvirksomhed med den digitale efterforskning, at vi opnåede gennembrud i denne sag.

Eksempelvis kunne vi fra den digitale side af efterforskningen berette om, hvilke type stoffer der blev solgt, samt hvordan de blev sendt – og den traditionelle efterforskning kunne så bagefter med sikkerhed dokumentere, at den nordjyske person netop var i besiddelse af disse typer stoffer og sendte dem på den måde, som vi vidste fra den digitale efterforskning.

Den 2. oktober 2019 kunne vi slå til og anholde en 33-årig nordjysk mand og en jævnaldrende medgerningsperson. Vi sigtede dem begge for omfattende handel med narko.

Året efter, d. 23. april 2020, faldt der så dom i sagen. Det blev til 3 ½ års fængsel til den 33-årige og ½ år til medgerningspersonen.

Politikommissær Sonny Olesen fra Nationalt Cyber Crime Center, der bistod os med efterforskningen, siger:

”Med dommen har politiet vist, at det er muligt at efterforske kriminalitet, der har sit udspring på Dark web. Med den omfattende og stadig stigende kriminalitet på Dark web er det vores ambition at etablere flere efterforskninger rettet mod danske kriminelle, der agerer på Dark web.”

Hvis du har mistanke om online kriminalitet så tip os via 114 eller online lige her: https://politi.dk/anmeld/tip-politiet

Fortsat god sommer.

//NjylPoliti





TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.