Nordjyllands Politi efterforsker intensivt to knivstikkerier sket i Aalborg

27 maj 2020
knivstikkeri
Nordjyllands Politi efterforsker to tilfælde af knivstikkeri i Aalborg, der blev forøvet i går aftes og i nat. Pt. er der ingen anholdte i sagerne. Sagerne behandles som kvalificeret vold.
I går skete der to tilfælde af knivstikkeri i Aalborg. Det ene skete 26. maj 2020 kort efter kl 20.00 omkring Slotspladsen ved Aalborg Havnefront i det centrale Aalborg. Her blev en forurettet, en 19-årig mand, stukket overfladisk i bagdelen formentlig med en kniv. I samme forbindelse blev en 17-årig ung mand væltet omkuld og tildelt spark.
Det andet overfald skete 27. maj omkring kl. 03.00 omkring et stisystem i Aalborg Øst. Her blev en forurettet, en 21-årig mand, stukket overfladisk i bagdelen formentlig med en kniv.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke anholdt nogen gerningsmænd i sagerne, men i forbindelse med det første overfald var der sket et kort slagsmål på gerningsstedet, og der blev set en gruppe på ca. 10 personer løbe fra stedet med retning mod Musikkens Hus, formentlig er disse personer mørklødede af udseende, men politiet har ikke på nuværende yderligere beskrivelser af deres signalement.
I forbindelse med det andet overfald har politiet oplysninger om, at de formodede gerningsmænd skulle være hætteklædte, men politiet har ikke på nuværende tidspunkt yderligere beskrivelser af deres signalement.

 

En massiv efterforskning i gang

Nordjyllands Politi har indledt et omfattende efterforsknings-arbejde af de to sager. Dette arbejde omfatter sporsikring, tekniske undersøgelser på gerningsstederne, afhøring af de to forurettede og en række andre undersøgelser, blandt andet er der foretaget søgning med patruljehunde for at tilvejebringe spor, ligesom der har været en dykker i havnen i Aalborg for søge efter et muligt gerningsvåben. Alt sammen efterforskningsskridt, der skal belyse, hvad der er sket før, under og efter overfaldene.
Det oplyser den ansvarlige for politiets efterforskning, fg. vicepolitiinspektør Christian Toftemark.
”Vi tager knivstikkeri yderst alvorlig, og vi indledte derfor øjeblikkelig en massiv efterforskning, og den kommer til fortsætte i den kommende tid,” siger fg. vicepolitiinspektør Christian Toftemark.
Han tilføjer, at det indgår som et element i politiets efterforskning, at der kan være en sammenhæng mellem de to overfald, men det er ikke noget, som Nordjyllands Politi har et grundlag for at konkludere på nuværende tidspunkt.
”Det må vores efterforskning tilvejebringe informationer om,” siger Christian Toftemark, der understreger, at politiet heller ikke kan udtale sig om mulige motiver til de to overfald, ligesom man heller ikke har fundet de formodede gerningsvåben, der formentlig i begge tilfælde er en kniv.

 

Ring 114 med oplysninger

Men politiet vil gerne i forbindelse med vidner, der har set noget omkring gerningstidspunkterne i går aftes i det centrale Aalborg og i nat i Aalborg Øst.
”Vi hører gerne fra vidner, der har set noget, eller fra andre borgere der har oplysninger i sagen,” understreger Christian Toftemark.
Nordjyllands Politi har desuden indledt en tryghedsskabende patruljering i områderne omkring gerningsstederne.
”Vi kommer til at være synligt til stede med uniformeret politi i den kommende tid,” siger Christian Toftemark.
Politiet har ingen yderligere informationer i sagen af hensynet til den videre efterforskning.




TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.