Otte crossmaskiner stjålet fra ungdomsskole i Kirke-Såby

07 apr 2021
crosser-

Crossmaskiner stjålet fra ungdomsskole – Kirke-Såby – Lejre og Greve

Kl. 08.51 tirsdag morgen anmeldte ungdomsskolen på Bogøvej ved Kirke-Såby skole i Lejre, at de havde haft indbrud om natten omkring, hvor der blev stjålet otte crossmaskiner. Et vidne så en sort stationcar køre fra stedet høj fart kl. 03.11. De stjålne crossmaskiner er i farverne blå/hvid og orange/hvid, uden nummerplader, da de er beregnet til banekørsel.

En hundepatrulje som kørte ad Lindenborgvej i vestlig retning ved Roskilde omkring kl. 03.05 natten forinden havde mødt en crossmaskine med to unge på, som kom kørende imod patruljen. Da føreren af crosseren så politibilen kørte den ud på en nærliggende mark væk fra stedet i retning mod Ringstedvej. Politipatruljen forsøgte at følge med crosseren langs marken, men tabte den af syne.

Crosseren kørte i sydlig retning og patruljen fandt frem til en crossmaskine, som var sat på Ringstedgade ud for nr. 105. Der var ingen personer omkring crossmaskinen, og patruljen gik spor med hund efter de flygtede personer, men sporet stoppede omkring Siloen på Maglehøjen i Roskilde.

På det tidspunkt havde politiet ikke fået anmeldelse om indbruddet i Kirke-Såby. Crossmaskinen blev indbragt til nærmere undersøgelse, hvor det senere blev afklaret at der var tale om en af de stjålne crossmaskiner fra ungdomsskolen.

Kl. 13.17 tirsdag fik politiet anmeldelse om, at der kørte fem crossmaskiner i lignende farver rundt i Gersagerparken i Greve, hvor de skabte utryghed på stisystemerne. Crossmaskinerne blev efterlyst til patruljerne i Greve, men politiet fandt ikke frem til køretøjerne.

Politiet har stor fokus på crossmaskiner, som også tidligere år har skabt utryghed i Greve området. Sagen om tyveri af crossmaskiner i Kirke-Såby sættes i forbindelse med de crossmaskiner, som dagen efter blev set i Greve. Politiet beder derfor borgerne om hjælp til at finde frem til crossmaskinerne. Både for at kunne levere maskinerne tilbage til ungdomsklubben, men også for at standse den farlige kørsel.

”Vi har en appel til borgerne i Greve om at ringe til os med det samme, hvis de ser crossmaskiner, som kører rundt på gader og stræder. Det er også meget interessant for politiet, hvis der holder crossmaskiner parkeret i skure, garager eller kælderrum” siger Benjamin Touré, der er fungerende politikommissær i Forebyggelse Sektor Øst hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Han fortsætter: ”Ring gerne med det samme. Så har vi bedre mulighed for at finde frem til crossmaskinerne og få sat en stopper for den farlige kørsel”

Vidner som har set noget i forbindelse med indbruddet i på Bogøvej i Kirke-Såby natten til tirsdag eller borgere, som har set crossmaskiner i Greve eller andre steder i politikredsen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Tilmeld
Giv besked om
guest
0 Kommentar
Inline Feedback
Se alle kommentare




TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.