Særdeles aktiv tasketyv anholdt og varetægtsfængslet

10 aug 2020
Sherlock Holmes

Anholdt tasketyv mistænkes for at have huseret flere steder i landet

En 45-årig mand blev lørdag varetægtsfængslet i 12 dage. Han blev anholdt fredag og er mistænkt for at have stjålet tasker fra hoteller og caféer i flere politikredse.

En kvinde fik den 4. august stjålet sin taske, mens hun spiste morgenmad ved en hotelbuffet i Kastrup. På overvågningsoptagelser kunne det konstateres, at tasketyven kørte fra stedet i en bil, der viste sig at være lejet.

Samtidig havde tyveriet slående lighed med aktuelle sager i andre politikredse. Da den mistænkte ville forlænge lejen af bilen i Vejle, blev han derfor – på foranledning af Københavns Politi – anholdt af Sydøstjylland Politi.

Ved anholdelsen blev han fundet i besiddelse af et større kontant beløb både i kroner, euro og amerikanske dollar. Efterfølgende blev hans bopæl ransaget, hvor man fandt koster fra tidligere tyverier. Herefter blev han fremstillet og er nu varetægtsfængslet i 12 dage. Manden, der er chilensk statsborger, er nu sigtet for en række tyverier og dertil ulovligt ophold i Danmark.

”Det er klassisk og godt efterforskningsarbejde, som førte os på sporet af den mistænkte tasketyv, der ser ud til at have opereret i store dele af landet med samme fremgangsmåde,” siger leder af Afdelingen for berigelse i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Lars Feldt-Rasmussen.





TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.