Seks unge mænd er tiltalt for 680 tilfælde af databedrageri

30 maj 2020
bedrageri
Seks mænd er i dag blevet tiltalt for på systematisk vis at have begået databedrageri ved at franarre ældre borgere deres personlige oplysninger, blandt andet NemID.
Bedragerierne er foregået ved, at de tiltalte har ringet til ældre borgere og har overtalt dem til at oplyse blandt andet personnumre og koder fra NemID-nøglekort, idet de foregav at være fra banken eller lignende.
Det lykkedes i 157 tilfælde de tiltalte at skaffe sig adgang til personernes netbank og overføre i alt knap 11 millioner kroner fra disse konti til andre konti, som de tiltalte havde rådighed over.
De tiltalte er 4 danske statsborgere og 2 afghanske statsborgere i alderen fra 20 til 24 år.
Bedragerierne er foregået i perioden november 2018 til august 2019 og spænder over flere politikredse. Sagen har været efterforsket af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst (SEØ) siden juli 2019 på baggrund af en henvendelse fra Landsdækkende Center for IT-relateret økonomisk Kriminalitet (LCIK).
»Der er tale om en meget omfattende og alvorlig sag om databedrageri, som vi sjældent ser i denne størrelsesorden. Det er politiet og anklagemyndighedens opfattelse, at bedragerierne er foregået organiseret og systematisk over 10 måneder,« siger senioranklager Rasmus von Stamm.
Den 15. august 2019 anholdt politiet seks personer, som siden da har været varetægtsfængslet.
Sagen er berammet over 25 retsdage ved Retten i Lyngby fra den 3. august til den 3. december 2020.




TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.