Stigende smittetryk: Politifokus på forsamlinger og restaurationer

09 sep 2020
corona-virus

Med et stigende coronasmittetryk i de vestegnske kommuner øger Københavns Vestegns Politi sit fokus på forsamlinger og restaurationer i de kommende uger. Derfor er der indsat yderligere politipatruljer.

Et øget smittetryk har fået Sundhedsmyndighederne til at indføre lokale stramninger i hovedstadsområdet og deriblandt alle 11 kommuner på Vestegnen.

Stramningerne betyder nye konkrete restriktioner, hvor loven nu foreskriver, at højst 50 personer må forsamles til arrangementer ude eller inde – og at barer, caféer og restaurationer igen skal lukke senest midnat. 

”Smitten er steget på Vestegnen, og det skal vi selvfølgelig alle tage meget alvorligt og reagere på. I politiet sætter vi ekstra Corona-patruljer ind – de vil kontrollere, at reglerne bliver fulgt og være parate til at skride ind med påbud og bøder, hvis for mange er for tæt,” siger politidirektør Kim Christiansen, som her til eftermiddag beskrev de nye tiltag på en kort pressebriefing. 

Københavns Vestegns Politi

Ekstra politipatruljer

De ekstra politipatruljer skal som udgangspunkt alene håndtere corona relaterede sager. 
”Vi vil igen denne weekend være synligt til stede i nattelivet, vi vil have et øget fokus på forsamlinger og restaurationer, og vi vil også have et vågent øje på musik til ulempe, siger politidirektør Kim Christiansen og slutter:

”Vi har før bragt smitten ned. Og det kan vi gøre igen, hvis vi alle tager ansvar og følger regler og retningslinjer. Overvej, hvad du selv kan gøre og husk de gode vaner fra foråret.”





TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.