To års fængsel for at overfalde betjent og forsøge at tage hans tjenestevåben

04 jun 2020
knytnæve

Den 57-årige blev også dømt for trusler mod flere myndigheder samt for besiddelse af patroner, en gaspistol og flere knive.

En 57-årig mand, tysk statsborger, blev onsdag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt to års ubetinget fængsel for at have overfaldet en politiassistent og flere gange forsøgt at tage hans tjenestevåben.

Den 57-årige blev også dømt for trusler mod dels Syd- og Sønderjyllands Politi, Statsadvokaten i Viborg og Vestre Landsret, dels politiassistenten, som han forsøgte at tage våbnet fra.

Og endelig blev manden også dømt for at være i besiddelse af i alt 107 patroner og en gaspistol samt dømt for at være i besiddelse af fire ulovlige knive, blandt andet foldeknive.

Samtlige hændelser fandt sted i januar i år.

I første omgang sendte den 57-årige to mails med trusler om at skyde betjente m.fl., som måtte rette henvendelse til ham. Og da manden i denne sammenhæng var blevet anholdt og var under transport, fandt overfaldet sted. Den 57-årige forsøgte flere gange at tage betjentens pistol ud af skæftet, hvilket dog ikke lykkedes.

Den tyske mand nægtede sig skyldig og har anket dommen til Vestre Landsret.

Den 57-årige blev dømt i henhold til anklageskriftet, men blev ikke udvist, selvom anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om dette.





TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.