Vidner søges i forbindelse med knivstikkeri i Viby J mandag aften

07 jul 2020
kniv

Vidner søges i forbindelse med knivstikkeri

Mandag aften kl. 23.46 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at op mod ti personer var i slagsmål ved Søndervangen i Viby. På stedet var der også to biler, en sort Mercedes B-klasse og en sort Audi Q2  eller Q3. Da politiet kort efter ankom til stedet, var der intet slagsmål, men betjentene traf flere vidner, der alle havde hørt råben og set flere personer slås. Området blev spærret af og gennemsøgt af politihunde, der fandt flere spor og genstande, der formentlig havde relation til slagsmålet.

Kl. 23.58 kom der via 112 en anmeldelse om, at en person var blevet stukket med kniv, og at han var på vej på skadestuen. Der blev sendt en patrulje til Aarhus Universitetshospital, hvor betjentene traf otte personer, der alle blev visiteret. Tre af dem blev fundet i besiddelse af en peberspray og blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Betjentene traf også en 21-årig mand, der havde flere snitsår i hånd, skulder, læg og balle – dog ikke noget livstruende. Manden ønskede ikke umiddelbart at tale med politiet, der derfor endnu ikke har det fulde overblik over hændelsesforløbet. På baggrund af vidneforklaringer og fund på stedet er det dog politiets opfattelse, at den 21-årige mand er blevet stukket i forbindelse med slagsmålet på Søndervangen i Viby.

Østjyllands Politi er i fuld gang med at klarlægge hændelsesforløbet og hører i den forbindelse meget gerne fra borgere, der har set noget i forbindelse med slagsmålet på Søndervangen omkring kl. 23.45 mandag aften. Politiet kan kontaktes på telefon 114.





TILMELDING TIL POLITINYHEDER.DK

Få tilsendt nyhedshistorier, døgnrapporter og aktuelt nyt fra politiet i Danmark direkte til din email

Ved tilmelding giver du samtykke til, at vi må sende dig sidste nyt om politiets arbejde til din email.
Nyhedsmailen kan til enhver tid afmeldes igen

Something went wrong. Please check your entries and try again.